Årsberetning 2020

Her i den tidlige sommer sættes meget i relief af den nedlukning og Coronakrise, vi alle har været igennem. Ord som ”afstandskrav”, ”værnemidler”, ”karantæne” og ”social distancing” er blevet en del af hverdagssproget. Vi vil huske tiden som det forsømte forår, hvor vi blev mindet om, hvorfor relationer og samvær er dybt nødvendigt, ja vitalt for os som mennesker. Især her på en efterskole.

I sin bog Det ukontrollerbare undersøger den tyske sociolog Hartmut Rosa medmenneskelighedens betingelser i en senmoderne tid, hvor krav om vækst, acceleration og innovation konstant driver og hiver i os. Det er en bog til tiden – og timingen af den danske udgave, der er udkommet her i slutingen af den store nedlukning, kunne næppe være bedre.

Rosa begynder i det helt naturlige ønske, vi som mennesker har om at kontrollere verden og os selv. Lige fra den første gang, et spædbarn opdager magien ved at kravle, er vores forhold til verden, at det er noget, vi skal bemestre, besejre og bestige. Sådan udvider vi hele tiden vores muligheder og rækkevidde

Samtidig ved vi også som mennesker, at total kontrol med verden, vores liv og vores krop først og fremmest er en illusion, men faktisk heller ikke er ønskværdigt. Hvis vi kun ser verden og andre mennesker som noget, vi skal have inden for rækkevide, som noget, der skal kontrolleres for at kunne stå til rådighed for os selv, så har vi tabt på forhånd.

Alt det spændende og livgivende opstår nemlig, hvor vi ikke er optagede af at kontrollerer verden, men derimod er i resonans med verden. Og sådan nogle situationer er ukontrollerbare. Vi kan godt jage en følelse af resonans gennem ”autentiske” rejser og billetter til ”store oplevelser”, men vi kan i sidste ende ikke fremtvinge (og ej heller forhindre) resonans. De vigtigste øjeblikke og erfaringer opstår i det ukontrollerbare.

”Hvad skal vi høste? Hvornår er det sommer? Aner det ikke. Vi ser, hvad der kommer”, som digter Iben Krogsdal skriver i sin sang til Aarhus Efterskole, Rejsen begynder med årvågne sanser.

Her i den tidlige sommer sættes meget i relief af den nedlukning og Coronakrise, vi alle har været igennem. Ord som ”afstandskrav”, ”værnemidler”, ”karantæne” og ”social distancing” er blevet en del af hverdagssproget. Vi vil huske tiden som det forsømte forår, hvor vi blev mindet om, hvorfor relationer og samvær er dybt nødvendigt, ja vitalt for os som mennesker. Især her på en efterskole.

I sin bog Det ukontrollerbare undersøger den tyske sociolog Hartmut Rosa medmenneskelighedens betingelser i en senmoderne tid, hvor krav om vækst, acceleration og innovation konstant driver og hiver i os. Det er en bog til tiden – og timingen af den danske udgave, der er udkommet her i slutingen af den store nedlukning, kunne næppe være bedre.

Rosa begynder i det helt naturlige ønske, vi som mennesker har om at kontrollere verden og os selv. Lige fra den første gang, et spædbarn opdager magien ved at kravle, er vores forhold til verden, at det er noget, vi skal bemestre, besejre og bestige. Sådan udvider vi hele tiden vores muligheder og rækkevidde

Samtidig ved vi også som mennesker, at total kontrol med verden, vores liv og vores krop først og fremmest er en illusion, men faktisk heller ikke er ønskværdigt. Hvis vi kun ser verden og andre mennesker som noget, vi skal have inden for rækkevide, som noget, der skal kontrolleres for at kunne stå til rådighed for os selv, så har vi tabt på forhånd.

Alt det spændende og livgivende opstår nemlig, hvor vi ikke er optagede af at kontrollerer verden, men derimod er i resonans med verden. Og sådan nogle situationer er ukontrollerbare. Vi kan godt jage en følelse af resonans gennem ”autentiske” rejser og billetter til ”store oplevelser”, men vi kan i sidste ende ikke fremtvinge (og ej heller forhindre) resonans. De vigtigste øjeblikke og erfaringer opstår i det ukontrollerbare.

”Hvad skal vi høste? Hvornår er det sommer? Aner det ikke. Vi ser, hvad der kommer”, som digter Iben Krogsdal skriver i sin sang til Aarhus Efterskole, Rejsen begynder med årvågne sanser.

De seneste måneders nedlukning af Danmark og resten af verden har været et gigantisk, kollektivt forsøg på at få kontrol med noget ukontrollerbart. En ukendt, dødelig virus har pludselig hærget uden for vores rækkevidde, og den slags er uholdbart i et moderne samfund. Som det mest naturlige har vi alle lukket ned for livet – hverdagen såvel som festen – mens alverdens forskere har smøget ærmerne op og med stålsat blik er gået på jagt efter en vaccine. En sådan virus skal vi naturligvis kende og besejre.

Men den store, kollektive indsats for at få situationen under kontrol har også efterladt os sårbare. Det er sværere at sætte sig selv i spil i forhold til verden, når livet foregår bag en skærm. Vi kan ikke, som Rosa påpeger, styre, hvornår livet sætter sig igennem som resonans med verden. Den kan fint opstå i en online samtale mellem lærer og elev eller til fællessang med Philip Faber. Men Coronatiden har lært os, at de betydningsfulde øjeblikke alt andet lige har sværere betingelser, når ikke vi kan være i verden med hinanden.

Det har været ekstra tydeligt de seneste uger, hvor vi har haft alle eleverne tilbage på efterskolen. Nu folder spirerne sig ud i blomst på alle tænkelige og utænkelige måder. Sådan skal det være! Det skal være normalen – og en vigtig påmindelse om, hvorfor vi laver efterskole.

Aktivisme og kreativitet

2019 har været endnu et rigtig godt år på Aarhus Efterskole. Mit første hele år som forstander og en mulighed for spørge ind, foreslå nye veje og samtidig blive en del af en fælles kultur.

Aktivisme og kreativitet er bærende ord for skolens liv. Eleverne skal opleve, at skolen vil dem noget. De skal mærke en frimodighed, som de kan tage med, når de tager videre i samfundet. I kreativitet møder vi hinanden, når vi har travlt med at skabe sammen. Vi slipper tendensen til kontrol, når vi sammen har travlt med at skabe et fælles tredje.

Det skruer vi op for fremover og vil i det kommende skoleår bl.a. søsætte en sensommerfestival i september, linjefagsdage tidligt på året med plads til at bruge naturen såvel som byen omkring os samt et Ungdommens Grundlovsmøde, som i begyndelsen af juni skal give plads til de unges stemmer om samfund og fremtid.

Sund økonomi

Økonomisk er skolen kommet fint ud af 2019. Vi har taget fat på omfattende udskiftning af tag, og flere renoveringsprojekter venter. Det er vigtigt, at vi har økonomi til også den løbende, mindre synlige, men vigtige vedligeholdelse af vores 60 år gamle bygninger.

2020 har været præget af kontrol. Det er helt naturligt, når en ukontrollerbar virus hærger. Men vi går også ind i de kommende år med bekræftelse af den grundlæggende erfaring, at kontrol med verden ikke er et mål i sig selv. Det er i det ukontrollerbar møde, at vi kommer i resonans med hinanden.

Rasmus Bro Henriksen, forstander
Aarhus Efterskole

Udskudt generalforsamling afholdt den 11. juni 2020

De seneste måneders nedlukning af Danmark og resten af verden har været et gigantisk, kollektivt forsøg på at få kontrol med noget ukontrollerbart. En ukendt, dødelig virus har pludselig hærget uden for vores rækkevidde, og den slags er uholdbart i et moderne samfund. Som det mest naturlige har vi alle lukket ned for livet – hverdagen såvel som festen – mens alverdens forskere har smøget ærmerne op og med stålsat blik er gået på jagt efter en vaccine. En sådan virus skal vi naturligvis kende og besejre.

Men den store, kollektive indsats for at få situationen under kontrol har også efterladt os sårbare. Det er sværere at sætte sig selv i spil i forhold til verden, når livet foregår bag en skærm. Vi kan ikke, som Rosa påpeger, styre, hvornår livet sætter sig igennem som resonans med verden. Den kan fint opstå i en online samtale mellem lærer og elev eller til fællessang med Philip Faber. Men Coronatiden har lært os, at de betydningsfulde øjeblikke alt andet lige har sværere betingelser, når ikke vi kan være i verden med hinanden.

Det har været ekstra tydeligt de seneste uger, hvor vi har haft alle eleverne tilbage på efterskolen. Nu folder spirerne sig ud i blomst på alle tænkelige og utænkelige måder. Sådan skal det være! Det skal være normalen – og en vigtig påmindelse om, hvorfor vi laver efterskole.

Aktivisme og kreativitet

2019 har været endnu et rigtig godt år på Aarhus Efterskole. Mit første hele år som forstander og en mulighed for spørge ind, foreslå nye veje og samtidig blive en del af en fælles kultur.

Aktivisme og kreativitet er bærende ord for skolens liv. Eleverne skal opleve, at skolen vil dem noget. De skal mærke en frimodighed, som de kan tage med, når de tager videre i samfundet. I kreativitet møder vi hinanden, når vi har travlt med at skabe sammen. Vi slipper tendensen til kontrol, når vi sammen har travlt med at skabe et fælles tredje.

Det skruer vi op for fremover og vil i det kommende skoleår bl.a. søsætte en sensommerfestival i september, linjefagsdage tidligt på året med plads til at bruge naturen såvel som byen omkring os samt et Ungdommens Grundlovsmøde, som i begyndelsen af juni skal give plads til de unges stemmer om samfund og fremtid.

Sund økonomi

Økonomisk er skolen kommet fint ud af 2019. Vi har taget fat på omfattende udskiftning af tag, og flere renoveringsprojekter venter. Det er vigtigt, at vi har økonomi til også den løbende, mindre synlige, men vigtige vedligeholdelse af vores 60 år gamle bygninger.

2020 har været præget af kontrol. Det er helt naturligt, når en ukontrollerbar virus hærger. Men vi går også ind i de kommende år med bekræftelse af den grundlæggende erfaring, at kontrol med verden ikke er et mål i sig selv. Det er i det ukontrollerbar møde, at vi kommer i resonans med hinanden.

Rasmus Bro Henriksen, forstander
Aarhus Efterskole

Udskudt generalforsamling afholdt den 11. juni 2020