Afskedstale til årgang 2019/20

”Tit er jeg glad og vil dog gerne græde.” Sådan har vi sunget mange gange i år med BS Ingemann – særligt smukt som del af jeres flotte musical i november og igen så sent som igår aftes.

Ingemann skrev sangen, da han var dybt – ulykkeligt – forelsket. Selvom det ikke ligefrem er følelsen af ulykkelig forelskelse, der præger dagen i dag, så tror jeg alligevel, at mange af jer har det lidt som Ingemann lige nu. Tårerne får frit løb, og det hele ser trist ud – men det er tårer, der vidner om glæde, om sammenhold og om venskab gennem et helt år.

I har lært meget gennem året – ikke mindst en masse nye ord, som absolut intet har med efterskole at gøre: Afstandskrav, værnemidler, social distancing, nedlukning, karantæne. Foråret blev forsømt, da I blev sendt hjem fra efterskolen midt i marts, og alt det, der ellers præger livet på vores efterskole – nærvær, godnatkrammere, hygge i krogene, samtaler ansigt til ansigt – blev erstattet af et liv derhjemme bag en skærm.

Det har selvfølgelig præget jeres efterskoleår. Men I har også gennem foråret bevist, at jeres fællesskab og frimodighed er meget større. Både mens vi alle var hjemme og holdt humøret højt med fredagssang, Karoline og Kartellet, syrede videoer og gode samtaler i undervisningen og – ikke mindst – de seneste 6 uger, der simpelthen har været et langt festfyrværkeri af skønne oplevelser, I har givet hinanden.

Jeg er sikker på, at det er alt andet end Coronaen, der står tilbage, når I fremover tænker på skoleåret her. Hen over sommeren skal I nok blive spurgt af velmenende familiemedlemmer og forældres venner, om ikke det var hårdt og trist at være hjemme så længe – kaos og ødelæggelse er altid spændende at snakke om! Men nu har vi efterhånden talt nok om Corona. Det er slet, slet ikke den fulde historie om jeres efterskoleår.

I tager alt det andet med jer! I har løftet hinanden og sørget for, at Coronaen ikke har fået overtaget over jeres tid sammen. I har sejret i fællesskab.

”Tit er jeg glad og vil dog gerne græde.” Sådan har vi sunget mange gange i år med BS Ingemann – særligt smukt som del af jeres flotte musical i november og igen så sent som igår aftes.

Ingemann skrev sangen, da han var dybt – ulykkeligt – forelsket. Selvom det ikke ligefrem er følelsen af ulykkelig forelskelse, der præger dagen i dag, så tror jeg alligevel, at mange af jer har det lidt som Ingemann lige nu. Tårerne får frit løb, og det hele ser trist ud – men det er tårer, der vidner om glæde, om sammenhold og om venskab gennem et helt år.

I har lært meget gennem året – ikke mindst en masse nye ord, som absolut intet har med efterskole at gøre: Afstandskrav, værnemidler, social distancing, nedlukning, karantæne. Foråret blev forsømt, da I blev sendt hjem fra efterskolen midt i marts, og alt det, der ellers præger livet på vores efterskole – nærvær, godnatkrammere, hygge i krogene, samtaler ansigt til ansigt – blev erstattet af et liv derhjemme bag en skærm.

Det har selvfølgelig præget jeres efterskoleår. Men I har også gennem foråret bevist, at jeres fællesskab og frimodighed er meget større. Både mens vi alle var hjemme og holdt humøret højt med fredagssang, Karoline og Kartellet, syrede videoer og gode samtaler i undervisningen og – ikke mindst – de seneste 6 uger, der simpelthen har været et langt festfyrværkeri af skønne oplevelser, I har givet hinanden.

Jeg er sikker på, at det er alt andet end Coronaen, der står tilbage, når I fremover tænker på skoleåret her. Hen over sommeren skal I nok blive spurgt af velmenende familiemedlemmer og forældres venner, om ikke det var hårdt og trist at være hjemme så længe – kaos og ødelæggelse er altid spændende at snakke om! Men nu har vi efterhånden talt nok om Corona. Det er slet, slet ikke den fulde historie om jeres efterskoleår.

I tager alt det andet med jer! I har løftet hinanden og sørget for, at Coronaen ikke har fået overtaget over jeres tid sammen. I har sejret i fællesskab.

”Mennesket er ingen abekat, bestemt til først at efterabe andre dyr, og siden sig selv til verdens ende.”

Nej, mennesket er ”en mageløs, underfuld skabning … et guddommeligt eksperiment, der viser, hvordan ånd og støv kan gennemtrænge hinanden.”

Sådan lidt direkte oversat: Meget i begyndelsen af et efterskoleår handler om at passe ind. Lære reglerne at kende, gøre som de andre – føle at man ikke stikker ud. Lidt som en abekat, der skal dresseres.

Men det er jo ikke grunden til, at man går på efterskole. Det er jo bare færdselsregler, der sikrer, at vi ikke kører ind i hinanden.

Nej, det er jo alt det andet, I har skabt sammen – initiativer på kryds og tværs – der er hele grunden til, at I har været her. I de mange, mange øjeblikke, hvor fællesskabet har båret, hvor I har rørt hinanden som mennesker, der har I erfaret, at ånden har gennemtrængt vores liv. I er sandhed et guddommeligt eksperiment, som hele tiden viser nye, kreative, uforudsete resultater.

Det kunne have været skønt at tage et par uger, et par måneder – ja, gerne et helt år mere med jer! Men nu skal I videre. I er klar, og livet venter. Jeg håber, minderne og erfaringerne fra dette år vil lægge sig dybt, dybt inde i jer og vil være til at trække frem, når I har brug for det.

I har været en del af et fællesskab her på Aarhus Efterskole med alt, hvad det indebærer af glæder og også nogle gange sorger. I har alle sammen haft en vigtig plads, alle sammen har I betydet noget for andre. Og det kan ingen nogensinde tage fra jer.

“O du, som ene dele kan min glæde! / Du ved hvis barm jeg turde frit udgræde! / O, hvis du kendte, hvis du elsked’ mig, / Jeg kunne være, som jeg er – hos dig.”

Sådan slutter den ulykkelige Ingemann sin sang – men der står I ikke. I græder hos hinanden nu, men det er på baggrund af den lykkelige erfaring, at I netop kan være, som I er, når I er sammen.

I mandags var jeg til et møde inde i byen. Indledningsvis skulle vi præsentere os selv, og jeg fortalte, at jeg var forstander på Aarhus Efterskole – og at netop nu, mens vi sad og holdt møde, var I i gang med den smukkeste gallafest, som I havde lavet for hinanden. Snart skulle I alle sammen væk fra skolen, kunne jeg fortælle – og det skulle alle de andre rundt om bordet bare være glade for!

For I kommer ud i verden med kreativitet og energi – og med en spændt empatimuskel. I vil få betydning for mange, mange andre mennesker fremover. I har noget værdifuldt med jer herfra, som vil sprede sig som ringe i vand, hvor I kommer frem.

Jeg ønsker jer alt godt for fremtiden, og jeg vil glæde mig til at følge jer – høre om, hvad I finder på, og se jer her på skolen igen til elevstævner, sangaftener og årsfester. Jeg håber, I i årene fremover ofte vil komme forbi og altid vil føle jer hjemme her på Aarhus Efterskole.

Tusind tak for i år!

Rasmus Bro Henriksen, forstander
Aarhus Efterskole

”Mennesket er ingen abekat, bestemt til først at efterabe andre dyr, og siden sig selv til verdens ende.”

Nej, mennesket er ”en mageløs, underfuld skabning … et guddommeligt eksperiment, der viser, hvordan ånd og støv kan gennemtrænge hinanden.”

Sådan lidt direkte oversat: Meget i begyndelsen af et efterskoleår handler om at passe ind. Lære reglerne at kende, gøre som de andre – føle at man ikke stikker ud. Lidt som en abekat, der skal dresseres.

Men det er jo ikke grunden til, at man går på efterskole. Det er jo bare færdselsregler, der sikrer, at vi ikke kører ind i hinanden.

Nej, det er jo alt det andet, I har skabt sammen – initiativer på kryds og tværs – der er hele grunden til, at I har været her. I de mange, mange øjeblikke, hvor fællesskabet har båret, hvor I har rørt hinanden som mennesker, der har I erfaret, at ånden har gennemtrængt vores liv. I er sandhed et guddommeligt eksperiment, som hele tiden viser nye, kreative, uforudsete resultater.

Det kunne have været skønt at tage et par uger, et par måneder – ja, gerne et helt år mere med jer! Men nu skal I videre. I er klar, og livet venter. Jeg håber, minderne og erfaringerne fra dette år vil lægge sig dybt, dybt inde i jer og vil være til at trække frem, når I har brug for det.

I har været en del af et fællesskab her på Aarhus Efterskole med alt, hvad det indebærer af glæder og også nogle gange sorger. I har alle sammen haft en vigtig plads, alle sammen har I betydet noget for andre. Og det kan ingen nogensinde tage fra jer.

“O du, som ene dele kan min glæde! / Du ved hvis barm jeg turde frit udgræde! / O, hvis du kendte, hvis du elsked’ mig, / Jeg kunne være, som jeg er – hos dig.”

Sådan slutter den ulykkelige Ingemann sin sang – men der står I ikke. I græder hos hinanden nu, men det er på baggrund af den lykkelige erfaring, at I netop kan være, som I er, når I er sammen.

I mandags var jeg til et møde inde i byen. Indledningsvis skulle vi præsentere os selv, og jeg fortalte, at jeg var forstander på Aarhus Efterskole – og at netop nu, mens vi sad og holdt møde, var I i gang med den smukkeste gallafest, som I havde lavet for hinanden. Snart skulle I alle sammen væk fra skolen, kunne jeg fortælle – og det skulle alle de andre rundt om bordet bare være glade for!

For I kommer ud i verden med kreativitet og energi – og med en spændt empatimuskel. I vil få betydning for mange, mange andre mennesker fremover. I har noget værdifuldt med jer herfra, som vil sprede sig som ringe i vand, hvor I kommer frem.

Jeg ønsker jer alt godt for fremtiden, og jeg vil glæde mig til at følge jer – høre om, hvad I finder på, og se jer her på skolen igen til elevstævner, sangaftener og årsfester. Jeg håber, I i årene fremover ofte vil komme forbi og altid vil føle jer hjemme her på Aarhus Efterskole.

Tusind tak for i år!

Rasmus Bro Henriksen, forstander
Aarhus Efterskole