godt nytår

Tiden er ikke, hvad den har været

Nytårsklumme af forstander Rasmus Bro Henriksen

Da jeg var barn, kunne jeg næsten ikke være i mig selv af spænding over alt det krudt, der skulle skydes af nytårsaften. Selve aftenen gik stærkt, og i dagene efter prøvede jeg at holde fast i tanken om, hvor vildt og sjovt det hele havde været.

I år er det dominerende minde fra nytårsaften en væskende brandvabel på hånden fra en ilter raketlunte. I fordums tid havde sådan en smule collateral damage intet betydet mod aftenens mange glæder. Nu sidder jeg Nytårsdag og prøver med to fingre at stave mig frem til, om der mon ikke er nogen, der har lavet et borgerforslag mod fyrværkeri. Så småt er det åbenbart blevet.

Nytårsaften er et pudsigt hak i tiden, som vi kollektivt er enige om at trutte for hvert år. Sekunderne inden kl. 24 er lige lange for alle, men betydningen ændrer sig over årene. For min søn på 10 år markerer aftenen, at mulighederne, ansvaret og raketterne er blevet større siden sidste gang, vi stod her. Jeg selv mærker en mere blandet følelse ved, at endnu en ring er lagt om livet. Jeg trækker maven lidt ind og skåler med for det, der er tilbage.

Efter nytår havde jeg en god snak med en gruppe efterskoleelever – online, nedlukket som skolerne nu er – om, hvad der havde været det værste og det bedste ved juleferien. En pige nævnte, at det værste havde været, at julen ikke længere er helt så spændende, som da hun var mindre.

Da jeg var barn, kunne jeg næsten ikke være i mig selv af spænding over alt det krudt, der skulle skydes af nytårsaften. Selve aftenen gik stærkt, og i dagene efter prøvede jeg at holde fast i tanken om, hvor vildt og sjovt det hele havde været.

I år er det dominerende minde fra nytårsaften en væskende brandvabel på hånden fra en ilter raketlunte. I fordums tid havde sådan en smule collateral damage intet betydet mod aftenens mange glæder. Nu sidder jeg Nytårsdag og prøver med to fingre at stave mig frem til, om der mon ikke er nogen, der har lavet et borgerforslag mod fyrværkeri. Så småt er det åbenbart blevet.

Nytårsaften er et pudsigt hak i tiden, som vi kollektivt er enige om at trutte for hvert år. Sekunderne inden kl. 24 er lige lange for alle, men betydningen ændrer sig over årene. For min søn på 10 år markerer aftenen, at mulighederne, ansvaret og raketterne er blevet større siden sidste gang, vi stod her. Jeg selv mærker en mere blandet følelse ved, at endnu en ring er lagt om livet. Jeg trækker maven lidt ind og skåler med for det, der er tilbage.

Efter nytår havde jeg en god snak med en gruppe efterskoleelever – online, nedlukket som skolerne nu er – om, hvad der havde været det værste og det bedste ved juleferien. En pige nævnte, at det værste havde været, at julen ikke længere er helt så spændende, som da hun var mindre.

Selvom et døgn rummer lige mange minutter gennem hele livet, er antallet af øjeblikke ikke det samme. Det gælder også for oplevelsen af juleaftener, fødselsdage, nytår med videre.

For min far var denne jul og nytårsaften den 75. i rækken. Udsigten fra toppen er sikkert bedre, men jeg tror også, han kan følge dronningen, da hun i sin nytårstale sagde: ”Jeg har svært ved at fatte, hvor de mange år er blevet af. Jeg synes, at de er gået så hurtigt.”

Med så mange juleaftener, fødselsdage og nytårsfester bag sig, kunne min far måske godt skære lidt ned på forbruget og springe over et par lejligheder hen over året, uden at det gjorde noget. Men det er som om tiden virker omvendt, og der nærmere kommer flere mærkedage i hans kalender.

Min far kan for eksempel skrive og ønske tillykke på min konfirmationsdag. Den dato er selv gledet ud af min kalenderen for længst, men dagen står i hans. Pludselig forbindes en helt almindelig travl tirsdag med en festdag fra for mange år siden, da jeg selv var på mine børns alder. Tidens målebånd krydser sig selv, blot med en enkelt sms.

Hans kalender er fuld af mærkedage, der holder tiden fast. Ikke bare fødselsdage, men også dåbsdage for os børn og hans børnebørn. Der er både en bryllupsdag og en forlovelsesdag at fejre for ham og mor – ligesom savnet af hende markeres ved både en dødsdag og en begravelsesdag.

Det hele fejres ikke med fest og raketter hver gang, men de store og små mærkedage former et landskab, der gør tiden kuperet og bringer det levede liv ind i hverdagen.

“Målt på langs er livet kort/men lodret målt uendeligt,” skriver Benny Andersen i digtet Livet er smalt og højt. Den slags giver ikke mening, når man er 10 år. Der oplever man kun, at livet bliver både længere og bredere for hvert år, og man har slet ikke tid til at tænke på, hvilket mirakel det egentlig er. Når man bliver ældre, bliver livet smallere – men forhåbentlig både højt og dybt.

Og det er værd at skåle for!

Klummen har været bragt i Kristeligt Dagblad den 07.01.2022